Grand Canyon, Monument Valley, Zion g køretur.

Træt. Kvæstet. Jeg gider ikke skrive blog, jeg vil sove. Hmm, jeg gør det alligevel. Ellers fortryder jeg det nok senere. Hurtig update for 3 dage.

How are you guys doing? Where are you going and what do you have in your bag? Det kunne lyde som spørgsmålene ved indrejse til USA, men det var såmænd på vej ned i Grand Canyon, at en Park Ranger stillede disse spørgsmål. Mange skal reddes op hvert år, og flere af dem er unge mænd, der prøver at gå fra kanten, ned til Colorado River, og op igen. En voldsom tur i den hede. Det var vi imildertid ikke ude på, og da vi havde vand nok (4 liter hver), fik vi lov at gå. En hård tur, selvom den ”kun” var på 4,5km. Grand Canyon er fed. Nuff said.

Monument Valley er også ok. Jeg ville dog ikke køre i min egen bil derude. De fleste havde trucks. Det skulle vi nok også have haft. Skidt med det. Vi sad dog 12 timer i bilen den dag. Skod. Vi har nu rundet 2200 miles på lidt over 2 uger. Det var en smule over planen – mildt sagt. Anyway, vi nåede ikke frem til motellet i tide, primært fordi jeg havde glemt, at vi havde skiftet tidszone. Fordømt. Vi kommer frem til et lukket motelkontor, men heldigvis var der en kuvert på døren, hvor der med fed skrift stod Peter Thiesen. Super. Jeg troede kun, det var i Danmark, at der var sådan en service.

Zion er også god. Der er en del stier, der går oppe i klipperne. Ingen højdeskræk, tak. Der er kabler, så man kan undgå at falde ned. Skræmmende, men alligevel også betryggende. Nogle ældre amerikanere spurgte, om vi var tyskere. Aaargh, gider I lige? Der er rødt over det hele, og så har det alt sammen bibelske navne. Nå. Jeg kunne nu finde på federe navne. Vi så en bjergged. Det var stort. Der var også kolibri til aftensmaden. Ikke at spise, dog. Restauranten havde kolber med munding formet som en blomst, og sørme om ikke to kolibrier spiste, mens vi også fik mad. Det var større end bjerggeden.

Turen til Escalante, vores sovested, var noget pis. Vi er ca. 45 km fra byen, da GPS’en beder mig dreje fra hovedvejen. Det var også fint nok, bortset fra at det var ind på en grusvej. Hvad fanden? Det giver jo ingen mening? Hmm, ham lige bag os drejer også med. Måske er det rigtigt. Vi skal dog køre 21! Km på grus, og vi er presset med tiden. Fuck, ham bagved drejer af nu. ”Entering Dixies National Forest”. Nu må I da holde, vi skal ikke en skid ind i nogen skov. Vi har ingen lommelygte med (undskyld far, jeg har ikke fået købt én). Nå, der er ikke andet at gøre. Vi kører ind i skoven. Der er selvfølgelig diverse hårnålesving. Tavs fortæller, hvilken vej, jeg skal dreje. Jeg får endda grad-tal. Fornemt. Efter 21 km siger GPS’en igen, at vi skal dreje. Til venstre siger du? Jeg stopper bilen og glor lige ind i 117 træer. Jeg prøver for ”sjov” at slukke lygterne. Det er mørkt. Heldigvis er månen fremme. Jeg kommer til at tænke på, at det kunne være en dårlig amerikansk gyser. Vi har for øvrigt heller ikke forbindelse på vores telefoner. Det har vi stort set ikke haft i Arizona og Utah. Betryggende. GPS-kvinden laver det nu om til, at vi først om 10 km skal ramme en hovedvej. Jeg var nok blevet en smule utryg, hvis ikke hun havde haft ret. Indrømmet, jeg var ikke stolt af situationen i forvejen. Var vi punkteret, var vi fucked. Næsten samtidig som jeg kan se skiltet til hovedvejen, får Tavs forbindelse med sin telefon, og han ringer til motellet og fortæller om forsinkelsen. Vi ankommer 10.05PM. Vi har kørt over 30 km gennem en mørk, skummel skov. Motelejeren aner ikke, om der er en anden og bedre vej. Forbandede amerikanere.

Nå ja, og jeg slog lige Escalante op på Wikipedia. 818 indbyggere. På en anden side står der, at det er den største by i en omkreds på 70 miles. Jeg ved ikke, om det passer, men det må være tæt på. Her er intet.

I må hygge jer.

Peter, Escalante, 12/8-2008