søndag den 17. august 2008

Arches og Great Salt Lake

Arches er en udmærket park at besøge. Delicate Arch bliver rigtig flot ved solnedgang, og der er mange amatørfotografer, der benytter chancen. Gud nåde og trøste den sølle stakkel, der uvidende kommer til at gå ind foran, når der skal tages billeder. Der bliver råbt og skreget. Ikke på engelsk, dog. Parken var af en eller anden årsag oversvømmet med frøer. Franskmænd hvis jeg skal være politisk korrekt, og det skal jeg jo. De tror selvfølgelig, at fransk er universalsproget, så de kan ikke engang råbe ”gå væk” på engelsk. Idioter. Der var også mange italienere. Èn af dem var helt oppe ved Delicate Arch iført høje hæle. Imponerende indsats, eftersom turen frem og tilbage er ~5 km, og det går absolut ikke ligeud. Men man skal selvfølgelig se godt ud på ferie. Eller noget.

Ser jeg et flag i Danmark, tænker jeg straks, at én eller anden har fødselsdag. Ser jeg det samme i USA, symboliserer flaget patriotisme. Sådan har de fleste det vel. Underligt. Der er mange hejsede flag i Utah, og eftersom der bor relativt få mennesker, kan det ikke være pga. et stort antal fødselsdage. Jeg tror faktisk slet ikke, at de hejser det ved fødselsdage. Det skal en mormon være glad for, da han har flere koner og 17 børn. 58 pct. af den voksne befolkning i Utah er mormoner. Uforståeligt. Jeg forstår heller ikke, at en købmand skriver på sin dør, at han støtter de amerikanske tropper i Irak. Jeg handler ikke hos en bestemt handlende, fordi han tilfældigvis er for eller imod tilstedeværelsen af styrkerne. Det har man åbenbart behov for her. Folk kan vist godt lide John M. Det var noget andet i San Francisco. Der så jeg kun Obama-klistermærker. Måske kan John ikke lide klistermærker.

Anyway, vi tog en afslappende dag i Salt Lake City. Det var en god idé. Jeg har været lidt småsyg, men det gik væk denne dag. Måske var det saltet i Great Salt Lake. Det var fedt at flyde i. Jeg har aldrig været ved Det Døde Hav, men jeg går ud fra, at oplevelsen er den samme, bortset fra færre turister her. Det lugter også en smule. Vi var lige ved at droppe svømmeturen, fordi et website skriver, at vandet absolut ikke egner sig til badning, fordi det lugter sindssygt meget og generelt medfører ubehag. Ha! Som sagt dufter det ikke ligefrem, men det er ikke meget værre end at stå på stranden i Vorupør, når en kutter lige er landet. Alt i alt en god oplevelse!

Vi er kørt videre til West Yellowstone, Montana. Et (langt) stenkast fra Yellowstones vestlige indgang. Turistby – her er intet udover moteller og spisesteder. En tur på 500 km. Vi har derfor været i 4 stater i dag (Tavs kun 3): Utah, Idaho, Montana og Wyoming. Motellet hedder Moose Creek Inn. Det trådløse internet virker ikke på værelset, fordi det er så massivt som førerbunkeren. Vi skal sidde ude foran på havestole. U-checket. Tavs havde ikke lyst til at udforske parken, lige da vi ankom. Det var også blevet ret sent. Jeg tog derfor et par timers solo med mit kamera. Jeg kom forbi ”Elk”, ”Coyote” og diverse svaner og mindre fugle. Fedt. Man behøver faktisk ikke selv lede efter dyrene, når man kører rundt. Man skal nok opdage det, når der pludselig holder 10 biler midt på kørebanen. De vil gerne fotografere. Dyrene er ligeglade. Jeg fik også brugt lidt tid på en solnedgang. En rygende! japaner (dem ser man ikke mange af, vil jeg mene) kom hen og spurgte, om jeg havde fundet noget interessant, siden jeg fotograferede. Øøhh, ikke andet end solnedgangen derovre – du behøver ikke anstrenge dig. I morgen vil jeg se en Grizzly. Eller måske en elg eller ulv. Det sker dog formentlig ikke, men man har lov at håbe.

Vi er i Yellowstone til på fredag, hvorefter vi kører til Washington. Det tager ca. 11 timer til Seattle. Jeg tror dog, jeg vil kræve en overnatning i Spokane, da jeg ikke gider køre så langt i træk. Privatchauffører har også rettigheder, så mon ikke jeg får min vilje. Det tror jeg :-).

Peter, 17/8-2008. West Yellowstone, Montana

Ingen kommentarer: