Ankommet til Seattle efter 850 kilometers begivenhedsløs bilkørsel. Det bringer totalen op på 5300 miles eller omkring 8500 km. Det er fandeme langt. Som tidligere skrevet har kun jeg været chauffør. Det er vist mere, end jeg har kørt i Skodaen. Den har jeg haft i to år.

Glacier National Park. Beliggenheden lige syd for Canadas grænse og langt fra nærmeste storby gør, at det stort set kun er amerikanere og canadiere, der befinder sig i parken. Ingen sydeuropæere, dejligt. Vi havde to hele dage i parken, hvilket er i underkanten. Jeg kunne have brugt uger på at vandre rundt i bjergene, primært for at spotte grizzlies. Lørdagen brugte vi på at køre til Many Glacier i det nordøstlige hjørne, hvor stien til ”Iceberg Lake” begynder. En gåtur på ~14-16 km. A+- bear habitat. Vi købte derfor noget antibjørn, også kaldet bear spray. 35 dollars. Nå ja, det er ikke ligefrem der, man vil spare. Man mødes med diverse skilte om, at bjørne færdes i området, eget ansvar yada yada. 100 meter inde på stien møder vi en ranger. En kvindelig én af slagsen. Hun minder ikke om Chuck i Walker Texas Ranger: ”Grizzly 100 yards from the trail and it’s headed down. Be careful and make a lot of noice.”. Yes! Den er tæt på. Vi skynder os videre, og flere mennesker fortæller os, at den er liiige lidt længere henne. Nå. Det sagde ham lige før dig også. Den er forsvundet, da vi når frem. Den er gået tættere ned mod os, hvor der er buskads. Den er altså for tæt på os til, at vi kan se den fra stien. Aha, det var ikke planen. En bjørn går ikke til angreb, medmindre den bliver overrasket og/eller har unger. Normalvis that is. Der er visse afvigelser, der af og til har dødelig udgang. Derfor bjørnesprayen. Peter har den i baglommen, nogle gange i skjortelommen. Jeg går forrest. Ualmindelig smart. Jeg vil dog gerne lige have et glimt af den, før vi skræmmer den væk.Vi går videre og råber og klapper, når vi går om et hjørne. Det er nemlig taktikken, når man bevæger sig i grizzly-terræn. Flere har små klokker hængende på taskerne. De virker dog ikke, har jeg læst. Det er også sjovere med en undskyldning for at te sig åndssvagt. Bjørnen(e) viser sig aldrig. Vi mødes kun af råb og klap fra andre vandrere. Pis. Var vi kommet 5-10 minutter tidligere, havde den været omkring 100 meter væk. Perfekt afstand. Man kan stadig se den tydeligt, og hvis den kommer tættere, bliver det måske et problem. Det giver også en bøde. Det tror jeg, at bjørnen er lidt ligeglad med. Der er dog altid idioter, der skal tættere på end de 100 meter. Det så vi i Yellowstone. En far med sine to teenagebørn. En anden råbte til dem: A”re you retarded? Do you wanna get killed?”. Der skete dog ikke noget. Denne gang. Anyway, ingen bjørne her. Vi kom dog frem til søen, som stadig har små ”isbjerge” her i slutningen af august måned. Imponerende. Den globale opvarmning har ikke ødelagt vores belønning for turen. Der er kun 3-4 mennesker, da vi ankommer. Fedt. Vi sætter os og spiser. 10 minutter senere dukker 5 amerikanere op. Omkring vores alder, 23ish. Den ene, alfahannen, nærmest løber ud i søen og stiller sig på isen, mens han fortæller om, hvor koldt det er. Freden er forbi. En amerikaner kan nemlig ikke tale sagte, sådan er det. Den anden, medløberen, kommer ud efter nogle minutter. Han er stille, bortset fra at man kan høre på ham, at det er koldt. De bliver syge. Anyway, jeg er medløberens medløber, for jeg går lidt hen ad vandkanten og går også ud. Dog ikke så langt som dem. Det er koldt. Jeg er ved at vælte et par gange, men jeg får poseret for fotografen. Det er vigtigt. Jeg har besejret det kolde vand. Dog kun til lidt over knæene. Jeg bliver sgu aldrig vinterbader. En rigtig fed vandretur. Jeg ville meget gerne have set en bjørn igen, men heldet var ikke med os i dag.

Søndagen brugte vi på ”Going to the sun road”, som er den eneste vej, der skærer gennem parken. Bestemt turen værd. Vi hikede ved St. Mary lake, nærmere bestemt til St. Mary og Virginia Falls. Stille og rolig tur, omkring 5 km i alt. Sidst på eftermiddagen kører vi til Logan Pass efter ”Hidden Lake trail”. 6 miles tur/retur. Der er et overview på halvvejen. Tavs påpeger inden, at han nok kun gider halvdelen. Fair nok, så længe jeg får lov at gå videre. Der er en Mountain Goat på toppen. Sådan én har jeg ikke set før. Fedt. Vi skildtes på toppen. Jeg fik bjørnesprayen med, men putter den i tasken. Der kommer kun meget sjældent en bjørn forbi. Jeg går hurtigt ned, tager et par billeder hist og her. 5 minutters pause ved søen. Jeg begynder at gå op. Hold kæft hvor er det stejlt. Jeg kigger op. Aargh, hvor er det meget federe at gå ned end op. Jeg møder 3 unge amerikanere, omkring 20 år. Typiske collegestudents. Jeg bliver mødt af ”Going up looks hard”. Tak for det. I ser også godt ud i dag. De spørger, om jeg vil tage et billede af dem. Årh pis, jeg kan sgu næsten ikke få vejret. Pulsen er høj. Jeg får dog taget billedet nogenlunde lige. Ejermanden fortryder sikkert, at hun gav mig kameraet. Jeg oversvedte det på de 15 sekunder, jeg havde det i hånden. Så kan de lære det. Jeg er også selv så smart, når det går nedad. Videre. Jeg overhaler nogle, som også gik opad, da jeg var på vej nedad. Super. Jeg er ligeglad med, at de er 10 år ældre end mig. Alt kan bruges til at trække mig op ad bjerget. Resten gik stille og roligt, kun bunden var hår. Jeg får taget lidt flere billeder og mødes med Tavs nede ved bilen. Så fik jeg også 15km i bjergene i dag. Fedt nok. Det er tid til at sige farvel til Glacier NP og Montana. Farvel er ikke det rigtige ord. På gensyn er bedre.

Det bliver mit sidste indlæg i bloggen. Vi tilbringer den sidste hele dag i Seattle. Vi tager nok en tourbus rundt i byen og går op i ”Space Needle”.Det er vist alt, der bliver tid til. Bilen skal også gøres ren. Den har lignet en slagmark, men det har heldigvis regnet lidt på den sidste køretur. Jeg håber, I har haft lidt fornøjelse af at læse, hvad vi har lavet. Det kan i hvert fald hjælpe mig til at huske turen bedre. Jeg vil selvfølgelig anbefale jer at rejse til USA. Mulighederne er (næsten) uendelige. Jeg vil slutte nu. Trætheden melder sig. Jeg har brug for ferie.

Kan I hygge jer.

Peter, Seattle, Washington. 25/8-2008.