San Francisco - Yosemite

“I’m sorry but since you’re both underage we can’t help you” var beskeden, da vi anmod Hertz om at få Peter på som ekstra kører. Underage? Vi har haft stemmeret i 5 år og har kunnet købe alkohol i det forjættede land de sidste to, men vi må ikke være to kørere under 25 år. Det var ellers ikke det, jeg blev oplyst om, da jeg bestilte bilen. Jeg er åbenbart ansvarlig nok, men Peter, der er ældre end mig, er åbenbart ikke, når han ikke er sammen med en 25-årig. Lortesystem. Røv og nøgler. Nu skal jeg selv køre de ~3500 km på hele turen. Oh well, det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi fik en Mazda 3. Okay. Det er ikke en Mustang og ikke en Escalade, men den er en smule bedre end mig egen Skoda. Efter et par ture rundt i parkeringskælderen, hvor der flere gange blev bremset meget hårdt op, var det ud i downtown San Francisco. Bremserne blev hamret i, fordi jeg ikke kunne overbevise min venstre fod om, at den er fuldstændig overflødig i en bil med automatgear. Jeg må ha’ lignet én, der tog kørekort igen. De amerikanske highways er store. 5 spor i hver retning, og man må overhale til højre og venstre. Det fungerer godt. GPS’en virkede upåklageligt, og vi nåede frem til motellet uden for Yosemite uden problemer. Pool og jacuzzi. Ha! Skidt være med den smukke natur. Tavs og jeg tog en svømmetur, da vi ankom.

”Buck Meadows General Store”. Det lyder jo som en fin butik, der har alt det, man skal bruge. Okay, vi prøver den. “Excuse me, do you have any bowls? Plastic knifes? Spoons? No?” Hvordan får I så solgt jeres morgenmadsprodukter og jeres brød? Det sidste spurgte vi ikke om. Indehaverne, et ægtepar i starten af 70’erne var meget optagede af deres mad – takeout ”from the restaurant downtown”. De forbarmede sig over os, da vi efter 10 minutter ikke havde forladt den 15 kvadratmeter lille butik i vores febrilske søgen efter nogenlunde sund morgenmad til dagen efter. De hentede plastikknive og skeer i privaten. God service! Sjovt nok at kaldet de for downtown. Det vil svare til, at jeg står ved købmanden i Snedsted og kalder kroen for downtown. Vi købte desuden en 6-pack Coors. Kun Tavs har drukket én af dem. Jeg er jo chauffør. De var en måned over sidste salgsdato. Nå ja, og vi fik løst morgenmadsproblemet. Vi bruger glas til at spise det i. Jeg valgte derfor et eller andet pisprodukt, som jeg har set i Two and a half men. Det har en masse farver. Jeg tror ikke, det er økologisk. Vi har også købt Oreos. De sidder i tænderne. Jeg skyller det ned med en cola, mens jeg skriver nu. Jeg er så sund. Efter ferien er det slut med junk og cola. Det vil jeg gerne citeres for. Hmm, selvfølgelig vil jeg det, ellers var det dumt at skrive det selv. Colaen er kold, for der er nemlig både fryser og køleskab på motellet. Frås. Det er de to queen-size senge også. Alternativet er en hytte i Yosemite Valley uden strøm. Ingen strøm? Det må forklares. Jeg har beskrevet branden omkring Yosemite tidligere. Den har forårsaget, at hytterne i Yosemite Valley (hvor de fleste turister bor), ikke har strøm. Fedt, så kom der alligevel noget ud af at være sent ude med reservationerne. Peter kan ikke undvære strøm. Det kan jeg heller ikke. Branden ødelægger udsigterne. På den anden side, så er det sgu unikt. Alle kan se El Capitan. En mindre del kan se El Capitan indhyllet i røg. Det er dog stadig trist. Røgen ligger som en tung sky lidt væk fra os. Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan se et rødt skær over trætoppene, men det er nok bare fantasi.

Vi mødte en dansk familie i receptionen, da vi checkede ud i San Francisco. Tavs og jeg mumlede noget til hinanden, da vi satte os i sofaen for at vente på, at det blev vores tur. De andre snakkede sammen. Hov, det var sgu dansk det der. De gav os deres årskort til nationalparkerne. Super. En eventuel parkranger skal dog være idiot, hvis han ikke gennemskuer, at det er snyd, så vi køber selv ét. En flink gestus alligevel. Vi er altid flinke overfor hinanden i udlandet, mens vi ikke havde hilst på hinanden hjemme i Denmark. Kedeligt.

Jeg drikker deres cola, ser deres film og fantaserer om deres biler. Alligevel bliver jeg, før jeg åbner munden, spurgt om, hvor jeg er fra. Knickers og strithår er ikke på mode i USA, forstås. Alle kender åbenbart dansken, i modsætning til mit tidligere indlæg. Enten kender servitricerne nogen fra Danmark, eller også har de købt et smykke derfra. Som om. I morgen er jeg Uzbeker. Har du så en onkel, der har boet der i 10 år? Det tæller ikke, hvis du har kørt med en taxachauffør fra landet. Selvfølgelig har de det. Rolig, I skal nok få jeres tips. Så læg da for pokker bare 15-20 pct. ekstra på regningen, så jeg slipper for at regne procentregning. Jeg er på ferie! Jeg bruger ordet pokker, fordi jeg er i USA og er politisk korrekt. Jeg mente rent faktisk satan. Eller helvede. Begge kan bruges, men ikke pokker.

Samme eder kan bruges om vores biografbesøg i San Francisco. Yes, jeg hopper frem og tilbage i tiden. Meget irriterende, men eftersom jeg sidder og drikker cola, huskede jeg på historien. ”The Dark Knight”. De første 2 timer var rigtig fede. God action og en velplaceret joke af og til. Lige min stil. De næste 20 minutter var jeg en anelse urolig, fordi jeg skulle på toilettet. De sidste 15 minutter var et regulært mareridt. Jeg skulle ikke længere på toilettet - jeg skulle pisse! Men jeg kan jo ikke forlade biografen midt i, hvad der, ifølge IMDB, er verdens bedste film. Jeg blev siddende. I kender det godt. Man sidder og venter på, at de sidste i rækken forlader biografen, så man kan løbe ud på toilettet uden at skulle forbi de sidste langsomme mennesker. Men flyttede de sig? Gu gjorde de ej. Jeg kom forbi, og de sidste 25 meter var med hænderne strategisk placeret. Nobelt? Nej. Nødvendigt? Absolut. I det øjeblik, jeg fik knappet op, var jeg helt seriøst i tvivl om, hvorvidt jeg havde nået det, men mine tanker tilbage til ”Shitbreak”-scenen i American Pie 1 viste sig at være ubegrundede. Jeg nåede det. Jeg havde ikke pisset i bukserne, og der stod ikke en hel hær af collegestudents og pegede fingre af mig. I win!

I got nothing more to say. Mine indlæg bliver for lange, men jeg har fundet ud af, at det er sjovt at skrive. Jeg har sikkert glemt noget, men det må komme på senere. En sidenote. Peter ligger og ser South Park med hovedtelefonener. Han griner højt og ofte. I do not approve.

Peter.

30/7-2008 kl 22:17

Rettelse

Yes! Jeg er glad for, at jeg tog fejl, da jeg læste avisen i går. Der er brand på hwy 140, men vi skal bo på hwy 120. Vi kan altså nemt komme ind i parken, men udsigten bliver ringere end normalt. Det går nok. Klokken er 9. Vi skal have morgenmad nu.

Hej hej.

Ankommet! Af en eller anden grund, nåede vi det i Chicago. Vi kom dog af sted 1½time senere end planen, fordi flyets bremser skulle repareres. Betryggende. Flyet var overbooket, og andre var aflyst, så der var adskillige meget utilfredse amerikanere, hvilket var ret larmende og belastende. Det var også noget rod med at få os et boarding pass, men frem kom vi. Jeg havde desværre en nær-død oplevelse på turen. Troede jeg. Under landingen i mørke i San Francisco sad jeg og kiggede ud af vinduet, da der pludselig kom ”røg” fra en motor i venstre side. Meget røg. Jeg mente desuden, at vi var ret tæt på vandet, OG jeg følte, at piloten prøvede at annullere landingen. Oh well. ”Røgen” var selvfølgelig den tåge, der næsten altid ligger over byen. Det vidste jeg godt, men min hjerne fungerede ikke helt optimalt efter 25 timers rejse. Vandoverfladen var skylaget, og pilotens annullerede landing var mere et forsøg på at bremse end på at øge hastigheden. Kedelig oplevelse, men jeg fik bevist, at min form er som en 18-årigs. Min max puls er ganske anstændig.

Vi kom til hotellet omkring 01 lokal tid. Taxakørslen var også en oplevelse. Han strøg ud at taxaen for at åbne dørene for os. Han ringede flere gange rundt til taxagutterne for at fortælle, at der var et forsinket fly i lufthavnen. Meget loyal og venlig fyr, som desuden kan lide fart. Han nåede ikke helt op på siden af Eminem med ”I’m doing 90 on the freeway”, men det var close. Han mindede også ualmindelig meget om Dwight Yorke. Er der nogen, der har set ham? Han burde spille i Sunderland, men jeg ved snart ikke. Hotellet er for øvrigt fint. Det ligger tæt på spisesteder og seværdigheder, og vi har et lille bord, hvor vi kan sidde med hver sin laptop. Udmærket valg. Vi har begge en smule jetlag. I seng kl 02 efter at have været oppe 28 timer betyder ikke, at man skal vågne kl. 06 uden umiddelbart at kunne falde i søvn igen.

Alcatraz var en mega skuffelse. Sidste gang, jeg var der, var den en god oplevelse, men ikke denne gang. Det skyldes måske, at det skulle bookes 5 dage i forvejen, så vi nåede ikke derud. Det var jeg ikke klar over. Pis. Vi cyklede i stedet omkring 30 km over Golden Gate og forbi byerne Sausalito og Tiburon. Fra sidstnævnte tog vi en færge tilbage til San Francisco. Vi købte 2 øl, begge Becks. Jeg blev ikke ’cardet’. Skuffende. Jeg blev desuden stukket på ryggen undervejs på cykelturen, og så mig nødsaget til at få trøjerne af. Både gerningsmand og dennes våben eftersøges. På grund af den globale opvarmning gør sådanne stik dog ikke så ondt længere. Det gjorde i hvert fald meget mere ondt i slutningen af 80’erne, da jeg første gang blev stukket.

Dette afsnit meget frustrerende at skrive. Ét af hovedpunkterne på turen, gensynet med Yosemite National Park, kan blive forkortet, og i værste fald aflyst. En stor brand 12 miles fra parken har forårsaget, at den største trafikåre til parken er blevet lukket. For det første skulle vi køre ad den ind i parken, men vi skulle også bo der de første to dage. AAAAAARGH!

“Forgive me my sins and help me guard against pride and despair” har Obama angiveligt skrevet i sin bøn ved grædemuren. Jeg har også syndet. Jeg var på McDonald’s i dag. Det er sgu det eneste sted, hvor jeg har dårlig samvittighed INDEN, jeg er færdig med måltidet. Og så gør jeg det på dag 1. Jeg har sikkert forbrændt det på cykelturen. Som om.

Morgendagens program. Da der snart er OL i Beijing, har vi tænkt os at tage til Kina. Det er dog lidt åndssvagt, når vi allerede har betalt for diverse ting her. Hvad gør den man så? Man finder ud af, at den største Chinatown uden for Asien ligger netop i San Francisco. Super. Derudover skal vi køre med Cable cars. Det er sjovt!

Have a good one.

Mvh Peter.

Dagen før afrejse (lang)

Hej hej!

Jeg har oprettet bloggen med to formål (finder måske på flere senere). For det første vil jeg gerne kunne huske rejsen fremover, og for det andet kan familie og venner læse om den, hvis de får tid og lyst. Dette første indlæg skrives dagen før Peter Tavs og jeg flyver fra Kastrup til San Francisco med en mellemlanding i Chicago. Jeg er stort set færdig med at pakke. Jeg har ikke meget med, mindre end sidst jeg var herovre i hvert fald. Det giver god mulighed for at smugle en masse med hjem. Måske burgere og sodavand. Det er jo så billigt.

Det bliver, mildt sagt, en udfordring at nå flyet i Chicago, da vi kun har knap 2½ time i lufthavnen. O’ Hare-lufthavnen er kendt for sine forsinkelser, og vi skal selvfølgelig benytte de to terminaler, der er længst fra hinanden. Man kan kalde det dårlig planlægning, eller også er det blot begyndelsen til en ny og forbedret livsstil, eftersom vi nok kommer til at løbe en smule. Nok om det. Jeg hader at flyve, så der er ingen grund til at spilde mere tid på dét.

Vi indleder med 2 hele dage i San Francisco. Vi har valgt at indlogere os i nærheden af Fisherman’s Warf. Vi kunne have fundet en anden beliggenhed, men pga. den korte tid i byen, har vi (jeg) bestemt at betale lidt ekstra for at bo tæt på de seværdigheder, som vi skal opleve. Sidst jeg var her (06), boede vi nogle km derfra, og det bliver ikke ved med at være sjovt at gå op og ned i det bakkede terræn. Vi har først bestilt bilen på 3. dagen, da vi ikke får brug for den før. På vejen ud af byen har jeg tænkt mig at lege Steve Mcqueen, når nu jeg alligevel er der. Det kunne dog ikke blive en Mustang denne gang, men en Ford Focus kan også gøre det. Vi kan ikke få oplyst bilmærket endnu, men den minder helt sikkert mest om sidstnævnte. Det er også perfekt. Vi skal jo være politisk korrekte, ligesom Arnold S. Hvad ville han ikke tænke, hvis han så os i et benzinslugende monster? Det ville jo også være for åndssvagt med de uhyrlige benzinpriser, de har derovre. Amerikanerne kan godt lide at brokke sig over dem. De glemmer bare, at vi i Danmark betaler omkring dobbelt så meget. Det kan selvfølgelig være lige meget, når de fleste sikkert ikke er klar over, hvad Danmark er. Are you danish? A pastry? You’re crazy. Okay, efter de senere års krige rundt om i verden, ved de nok godt, hvad en dansker er. Det betyder dog ikke, at jeg tager min landsholdstrøje på. Jeg tør ikke. Sidst jeg havde en landsholdstrøje på i udlandet var med Skyum i Paris under VM 2002. DK havde lige spillet uafgjort mod Senegal, 0-0. Jeg var lidt lettere, end jeg er nu. Han var meget stor, og han løftede mig op. Jeg var bange i et par sekunder, hvorefter jeg var okay. Det var en god oplevelse. Men trøjen bliver stadig hjemme, desværre.

Nå, men bloggen skal ikke handle om, hvad jeg oplevede for 6 år siden. Tankerne kommer til at flagre, primært fordi jeg ikke orker bevæge mig 100 meter hen til kiosken for at købe en liter mælk, så jeg kan få morgenmad i morgen. Jeg skal også have smurt en madpakke. Det bliver en nem én.

Jeg kan hurtigt redegøre for, hvad der kommer til at stå i de næste indlæg. Så slipper en læser for at kigge herind, hvis han/hun ikke interesserer sig en disse for det. Efter SF kører vi til Yosemite og ”hiker” 3-4 dage. Derefter kører vi til Vegas. Jeg har ikke besluttet mig for, om der kommer et indlæg herom. Måske i censureret form? Herfra fortsætter vi til diverse nationalparker, deriblandt smukke steder som Grand Canyon, Zion NP og Bryce Canyon. Dernæst stopper vi en enkelt nat i Salt Lake City, fordi det ligger på vejen til Yellowstone NP. Salt Lake City er kedelig. Man skal være medlem af en bar for at købe sprut. Plat. Derudover vil tiggerne ikke have penge, de vil derimod tale om gud. Nej tak, gå du hellere hjem til dine 2-4 koner. Efter Yellowstone kører vi til området omkring Seattle, måske op til Vancouver, BC, hvis tiden er til det. Jeg tror det desværre ikke, det må blive en anden gang. Intet er fast planlagt efter Yosemite (planlagt = bestilt og betalt), så der kan komme spændende overraskelser undervejs.

Dette bliver ganske sikkert det længste blogindlæg, men det gør nu heller ikke noget. Jeg har tiden til det, og hvis I har læst så langt som hertil, har I også godt med tid. Jeg vil også blive glad, hvis en enkelt eller to, der ikke havde tid til at læse, alligevel har gjort det. Tak skal du/I have. Jeg er bevæbnet med en Acer-laptop og et Nikon D40 (18-55mm), så jeg kan sagtens opdatere ovre fra det store land. Jeg vil overveje at købe en linse med 55-200mm zoom-område, men den skal jeg selvfølgelig betale diverse afgifter for at få med hjem. Lort. Jeg må nøjes med burgeren.

Nyd sommeren!

Mvh,

Peter Thiesen

26/7-2008