Ankommet til Seattle efter 850 kilometers begivenhedsløs bilkørsel. Det bringer totalen op på 5300 miles eller omkring 8500 km. Det er fandeme langt. Som tidligere skrevet har kun jeg været chauffør. Det er vist mere, end jeg har kørt i Skodaen. Den har jeg haft i to år.

Glacier National Park. Beliggenheden lige syd for Canadas grænse og langt fra nærmeste storby gør, at det stort set kun er amerikanere og canadiere, der befinder sig i parken. Ingen sydeuropæere, dejligt. Vi havde to hele dage i parken, hvilket er i underkanten. Jeg kunne have brugt uger på at vandre rundt i bjergene, primært for at spotte grizzlies. Lørdagen brugte vi på at køre til Many Glacier i det nordøstlige hjørne, hvor stien til ”Iceberg Lake” begynder. En gåtur på ~14-16 km. A+- bear habitat. Vi købte derfor noget antibjørn, også kaldet bear spray. 35 dollars. Nå ja, det er ikke ligefrem der, man vil spare. Man mødes med diverse skilte om, at bjørne færdes i området, eget ansvar yada yada. 100 meter inde på stien møder vi en ranger. En kvindelig én af slagsen. Hun minder ikke om Chuck i Walker Texas Ranger: ”Grizzly 100 yards from the trail and it’s headed down. Be careful and make a lot of noice.”. Yes! Den er tæt på. Vi skynder os videre, og flere mennesker fortæller os, at den er liiige lidt længere henne. Nå. Det sagde ham lige før dig også. Den er forsvundet, da vi når frem. Den er gået tættere ned mod os, hvor der er buskads. Den er altså for tæt på os til, at vi kan se den fra stien. Aha, det var ikke planen. En bjørn går ikke til angreb, medmindre den bliver overrasket og/eller har unger. Normalvis that is. Der er visse afvigelser, der af og til har dødelig udgang. Derfor bjørnesprayen. Peter har den i baglommen, nogle gange i skjortelommen. Jeg går forrest. Ualmindelig smart. Jeg vil dog gerne lige have et glimt af den, før vi skræmmer den væk.Vi går videre og råber og klapper, når vi går om et hjørne. Det er nemlig taktikken, når man bevæger sig i grizzly-terræn. Flere har små klokker hængende på taskerne. De virker dog ikke, har jeg læst. Det er også sjovere med en undskyldning for at te sig åndssvagt. Bjørnen(e) viser sig aldrig. Vi mødes kun af råb og klap fra andre vandrere. Pis. Var vi kommet 5-10 minutter tidligere, havde den været omkring 100 meter væk. Perfekt afstand. Man kan stadig se den tydeligt, og hvis den kommer tættere, bliver det måske et problem. Det giver også en bøde. Det tror jeg, at bjørnen er lidt ligeglad med. Der er dog altid idioter, der skal tættere på end de 100 meter. Det så vi i Yellowstone. En far med sine to teenagebørn. En anden råbte til dem: A”re you retarded? Do you wanna get killed?”. Der skete dog ikke noget. Denne gang. Anyway, ingen bjørne her. Vi kom dog frem til søen, som stadig har små ”isbjerge” her i slutningen af august måned. Imponerende. Den globale opvarmning har ikke ødelagt vores belønning for turen. Der er kun 3-4 mennesker, da vi ankommer. Fedt. Vi sætter os og spiser. 10 minutter senere dukker 5 amerikanere op. Omkring vores alder, 23ish. Den ene, alfahannen, nærmest løber ud i søen og stiller sig på isen, mens han fortæller om, hvor koldt det er. Freden er forbi. En amerikaner kan nemlig ikke tale sagte, sådan er det. Den anden, medløberen, kommer ud efter nogle minutter. Han er stille, bortset fra at man kan høre på ham, at det er koldt. De bliver syge. Anyway, jeg er medløberens medløber, for jeg går lidt hen ad vandkanten og går også ud. Dog ikke så langt som dem. Det er koldt. Jeg er ved at vælte et par gange, men jeg får poseret for fotografen. Det er vigtigt. Jeg har besejret det kolde vand. Dog kun til lidt over knæene. Jeg bliver sgu aldrig vinterbader. En rigtig fed vandretur. Jeg ville meget gerne have set en bjørn igen, men heldet var ikke med os i dag.

Søndagen brugte vi på ”Going to the sun road”, som er den eneste vej, der skærer gennem parken. Bestemt turen værd. Vi hikede ved St. Mary lake, nærmere bestemt til St. Mary og Virginia Falls. Stille og rolig tur, omkring 5 km i alt. Sidst på eftermiddagen kører vi til Logan Pass efter ”Hidden Lake trail”. 6 miles tur/retur. Der er et overview på halvvejen. Tavs påpeger inden, at han nok kun gider halvdelen. Fair nok, så længe jeg får lov at gå videre. Der er en Mountain Goat på toppen. Sådan én har jeg ikke set før. Fedt. Vi skildtes på toppen. Jeg fik bjørnesprayen med, men putter den i tasken. Der kommer kun meget sjældent en bjørn forbi. Jeg går hurtigt ned, tager et par billeder hist og her. 5 minutters pause ved søen. Jeg begynder at gå op. Hold kæft hvor er det stejlt. Jeg kigger op. Aargh, hvor er det meget federe at gå ned end op. Jeg møder 3 unge amerikanere, omkring 20 år. Typiske collegestudents. Jeg bliver mødt af ”Going up looks hard”. Tak for det. I ser også godt ud i dag. De spørger, om jeg vil tage et billede af dem. Årh pis, jeg kan sgu næsten ikke få vejret. Pulsen er høj. Jeg får dog taget billedet nogenlunde lige. Ejermanden fortryder sikkert, at hun gav mig kameraet. Jeg oversvedte det på de 15 sekunder, jeg havde det i hånden. Så kan de lære det. Jeg er også selv så smart, når det går nedad. Videre. Jeg overhaler nogle, som også gik opad, da jeg var på vej nedad. Super. Jeg er ligeglad med, at de er 10 år ældre end mig. Alt kan bruges til at trække mig op ad bjerget. Resten gik stille og roligt, kun bunden var hår. Jeg får taget lidt flere billeder og mødes med Tavs nede ved bilen. Så fik jeg også 15km i bjergene i dag. Fedt nok. Det er tid til at sige farvel til Glacier NP og Montana. Farvel er ikke det rigtige ord. På gensyn er bedre.

Det bliver mit sidste indlæg i bloggen. Vi tilbringer den sidste hele dag i Seattle. Vi tager nok en tourbus rundt i byen og går op i ”Space Needle”.Det er vist alt, der bliver tid til. Bilen skal også gøres ren. Den har lignet en slagmark, men det har heldigvis regnet lidt på den sidste køretur. Jeg håber, I har haft lidt fornøjelse af at læse, hvad vi har lavet. Det kan i hvert fald hjælpe mig til at huske turen bedre. Jeg vil selvfølgelig anbefale jer at rejse til USA. Mulighederne er (næsten) uendelige. Jeg vil slutte nu. Trætheden melder sig. Jeg har brug for ferie.

Kan I hygge jer.

Peter, Seattle, Washington. 25/8-2008.

Bye bye Yellowstone. Hello Glacier NP.

Yes! 4 hele dage i Yellowstone. Parken ligger delvist i Montana og Idaho, men langt den største befinder sig i Wyoming. Vi boede i West Yellowstone. Der er stort set ikke andet end moteller. Fint nok. Vi ankom relativt sent om aftenen den første dag. Tavs var træt. Det var jeg egentlig også, men jeg ville gerne have det første gensyn med parken (var der i 06). Det gav bonus i form af 3-4 Coyotes, der legede et godt stykke fra vejen. Jeg kunne kun se dem ved hjælp af min kikkert. Derudover diverse elks (krondyr) og andre mindre skabninger.

Dag 1 brugte vi til at se lidt forskelligt i parken. Diverse mindre geyserområder, Grand Canyon of Yellowstone og bison i Hayden Valley. Vi ville gerne vente med Old Faithful (geyser), da det er områdets største turistfælde. Det er fedt nok at se på varme kildre, geysere og dybe kløfter, men det er nu alligevel bedre at se på levende skabninger. På denne årstid er bison(nerne?) i brunst. Det så vi tydeligt, da en enkelt hun havde 5-6 meget større hanner efter sig. Den stakkel. En bison minder mest om en muskuløs ko, synes jeg. Den er ikke videre intelligent, og har det samme glo-blik som Ted i Scrubs. Dyrene ynder også at parkere midt på vejen. Måske vil de bare gerne posere.

Dag 2 (og Yellowstones) højdepunkt var mødet med en grizzly. Location: en bjergside nær canyon junction. Den lavede ikke andet end at spise diverse rødder, men det tiltrak en stor folkemængde. I parkerne er det sådan, at man faktisk ikke behøver bekymre sig om at lede efter et specifikt dyr. Man skal blot stoppe op, når man opdager store flokke af racen homo sapiens sapiens. I de fleste tilfælde er det ”blot” krondyr, men når 95 pct. af føromtalte race står med hovedet bag et kamera, kan man godt regne med, at der er noget specielt på færde. Dette gælder ikke, hvis gruppen består af japanere, da de bruger 99 pct. af en rejse bag et kamera. Undskyld, men sådan er det. Vi stod og kiggede på den i omkring 15 minutter, hvorefter den forsvandt bag en bakkekam. Jeg er meget fascineret af dyret. Det ser så uskyldigt ud, men den er i stand til at dræbe mig. Fedt. For at vende tilbage til japanerne, ankommer de ofte i store busser. Det kan derfor være en god idé at omlægge en planlagt rute, såfremt der er yderst mange Nikon-kameraer. Jeg har ikke noget personligt imod dem, men jeg gider ikke have 5 solhatte på mine naturbilleder. Hvis I har set en japansk turist, specielt de kvindelige, ved I, hvordan hattene ser ud.

Den tredje dag var jeg på solotur. Tavs ville slappe af. Jeg kørte til Old Faithful for at undersøge, hvornår ”Grand Geyser” ville erupte. Klokken var 14, da jeg ankom. Hmm, først kl. 17. Det gad jeg alligevel ikke vente på, så jeg fandt en vandring i en bog. Jeg valgte én med en stor parkeringsplads. Det kan lyde underligt, men alligevel ikke. Det anbefales ikke at gå alene pga. blandt andet bjørne, så jeg tog en tur med mange andre. En stor P-plads må jo give mange mennesker på stien. Den var på 8,3 totalt med et vandfald som belønning. Jeg besluttede mig for at powerwalke/løbe, da jeg ikke ville misse føromtalte geyser. For øvrigt verdens højeste forudsigelige geyser. Den erupter hver 7-15. time, men som oftest er intervallet på 4 timer. Dette interval kendte jeg ikke på dette tidspunkt. Anyway, turen tog 1 time og 20 minutter. Jeg tilbragte hele 3 minutter ved vandfaldet. Jeg skulle jo nå noget! Jeg nåede tilbage til geyseren omkring kl. 16.30, og den gik ”i gang” kl 17. Heldigt for mig, da intervallet for geyserens udbrud var sat til 15.15-19.00. Jeg tilbragte ventetiden med at læse i en krimi. Udbruddet var fedt og bestemt ventetiden værd. Min vandretur gav mig dog en ordentlig blodsamling på min lilletå. Jeg opdagede det først, da jeg skulle i bad om aftenen. Den blev lirket op med min rustne negleklipper.

Sidste dag. Vi valgte igen at bruge lidt tid hist og her. Vi fik blandt andet en Coyote på tæt hold. Da vi kørte forbi Hayden Valley var der fyldt med mennesker. Klokken var 18. Vi gik selvfølgelig med strømmen. En bjørn havde fra morgenstunden dræbt en bison tæt på vejen, så vidt vi kunne forstå. Den havde ikke vist sig siden. Menneskemængden havde altså stået der i mange timer blot for at se bjørnen komme tilbage. Det havde vi desværre ikke tid til – men vi havde jo også set en grizzly én gang.

Konklusion. Yellowstone er fantastisk. Der er fed natur og mange spændende dyr. I bør prøve det. Jeg skal nok vende tilbage, det er jeg sikker på.
Efter Yellowstone havde vi tænkt os at tage til Seattle-området. Det blev dog en anelse presset, da Olympic National Park ligger på den ”forkerte” side af byen, og den er temmelig stor. Vi har derfor valgt at blive i Montana, nærmere bestemt Kalispell tæt på Glacier National Park. I morgen skal vi formentlig på et 9miles (14,4km) hike. Iceberg Lake trail. Der burde være små ”isbjerge” på søen på denne tid, men hvem ved, måske har den globale opvarmning allerede smeltet dem. Det er ikke bare ”prime bear habitat”. Det er ”A+ bear habitat”, som der står på en hjemmeside. Vi skal altså have købt anti-bjørne-spray. Spændende. Vi bliver her til mandag, hvor vi kører til Seattle. Her bruger vi hele tirsdag og onsdag formiddag til at kigge på byen. Vi flyver hjem onsdag aften. Bjørne, bjerge, søer, solnedgange og vabler skal skiftes ud med offentlig politik og offentlig forvaltning. I’m not amused.

I må hygge jer!

Peter, Montana, 22/8-2008.

Arches og Great Salt Lake

Arches er en udmærket park at besøge. Delicate Arch bliver rigtig flot ved solnedgang, og der er mange amatørfotografer, der benytter chancen. Gud nåde og trøste den sølle stakkel, der uvidende kommer til at gå ind foran, når der skal tages billeder. Der bliver råbt og skreget. Ikke på engelsk, dog. Parken var af en eller anden årsag oversvømmet med frøer. Franskmænd hvis jeg skal være politisk korrekt, og det skal jeg jo. De tror selvfølgelig, at fransk er universalsproget, så de kan ikke engang råbe ”gå væk” på engelsk. Idioter. Der var også mange italienere. Èn af dem var helt oppe ved Delicate Arch iført høje hæle. Imponerende indsats, eftersom turen frem og tilbage er ~5 km, og det går absolut ikke ligeud. Men man skal selvfølgelig se godt ud på ferie. Eller noget.

Ser jeg et flag i Danmark, tænker jeg straks, at én eller anden har fødselsdag. Ser jeg det samme i USA, symboliserer flaget patriotisme. Sådan har de fleste det vel. Underligt. Der er mange hejsede flag i Utah, og eftersom der bor relativt få mennesker, kan det ikke være pga. et stort antal fødselsdage. Jeg tror faktisk slet ikke, at de hejser det ved fødselsdage. Det skal en mormon være glad for, da han har flere koner og 17 børn. 58 pct. af den voksne befolkning i Utah er mormoner. Uforståeligt. Jeg forstår heller ikke, at en købmand skriver på sin dør, at han støtter de amerikanske tropper i Irak. Jeg handler ikke hos en bestemt handlende, fordi han tilfældigvis er for eller imod tilstedeværelsen af styrkerne. Det har man åbenbart behov for her. Folk kan vist godt lide John M. Det var noget andet i San Francisco. Der så jeg kun Obama-klistermærker. Måske kan John ikke lide klistermærker.

Anyway, vi tog en afslappende dag i Salt Lake City. Det var en god idé. Jeg har været lidt småsyg, men det gik væk denne dag. Måske var det saltet i Great Salt Lake. Det var fedt at flyde i. Jeg har aldrig været ved Det Døde Hav, men jeg går ud fra, at oplevelsen er den samme, bortset fra færre turister her. Det lugter også en smule. Vi var lige ved at droppe svømmeturen, fordi et website skriver, at vandet absolut ikke egner sig til badning, fordi det lugter sindssygt meget og generelt medfører ubehag. Ha! Som sagt dufter det ikke ligefrem, men det er ikke meget værre end at stå på stranden i Vorupør, når en kutter lige er landet. Alt i alt en god oplevelse!

Vi er kørt videre til West Yellowstone, Montana. Et (langt) stenkast fra Yellowstones vestlige indgang. Turistby – her er intet udover moteller og spisesteder. En tur på 500 km. Vi har derfor været i 4 stater i dag (Tavs kun 3): Utah, Idaho, Montana og Wyoming. Motellet hedder Moose Creek Inn. Det trådløse internet virker ikke på værelset, fordi det er så massivt som førerbunkeren. Vi skal sidde ude foran på havestole. U-checket. Tavs havde ikke lyst til at udforske parken, lige da vi ankom. Det var også blevet ret sent. Jeg tog derfor et par timers solo med mit kamera. Jeg kom forbi ”Elk”, ”Coyote” og diverse svaner og mindre fugle. Fedt. Man behøver faktisk ikke selv lede efter dyrene, når man kører rundt. Man skal nok opdage det, når der pludselig holder 10 biler midt på kørebanen. De vil gerne fotografere. Dyrene er ligeglade. Jeg fik også brugt lidt tid på en solnedgang. En rygende! japaner (dem ser man ikke mange af, vil jeg mene) kom hen og spurgte, om jeg havde fundet noget interessant, siden jeg fotograferede. Øøhh, ikke andet end solnedgangen derovre – du behøver ikke anstrenge dig. I morgen vil jeg se en Grizzly. Eller måske en elg eller ulv. Det sker dog formentlig ikke, men man har lov at håbe.

Vi er i Yellowstone til på fredag, hvorefter vi kører til Washington. Det tager ca. 11 timer til Seattle. Jeg tror dog, jeg vil kræve en overnatning i Spokane, da jeg ikke gider køre så langt i træk. Privatchauffører har også rettigheder, så mon ikke jeg får min vilje. Det tror jeg :-).

Peter, 17/8-2008. West Yellowstone, Montana

Grand Canyon, Monument Valley, Zion g køretur.

Træt. Kvæstet. Jeg gider ikke skrive blog, jeg vil sove. Hmm, jeg gør det alligevel. Ellers fortryder jeg det nok senere. Hurtig update for 3 dage.

How are you guys doing? Where are you going and what do you have in your bag? Det kunne lyde som spørgsmålene ved indrejse til USA, men det var såmænd på vej ned i Grand Canyon, at en Park Ranger stillede disse spørgsmål. Mange skal reddes op hvert år, og flere af dem er unge mænd, der prøver at gå fra kanten, ned til Colorado River, og op igen. En voldsom tur i den hede. Det var vi imildertid ikke ude på, og da vi havde vand nok (4 liter hver), fik vi lov at gå. En hård tur, selvom den ”kun” var på 4,5km. Grand Canyon er fed. Nuff said.

Monument Valley er også ok. Jeg ville dog ikke køre i min egen bil derude. De fleste havde trucks. Det skulle vi nok også have haft. Skidt med det. Vi sad dog 12 timer i bilen den dag. Skod. Vi har nu rundet 2200 miles på lidt over 2 uger. Det var en smule over planen – mildt sagt. Anyway, vi nåede ikke frem til motellet i tide, primært fordi jeg havde glemt, at vi havde skiftet tidszone. Fordømt. Vi kommer frem til et lukket motelkontor, men heldigvis var der en kuvert på døren, hvor der med fed skrift stod Peter Thiesen. Super. Jeg troede kun, det var i Danmark, at der var sådan en service.

Zion er også god. Der er en del stier, der går oppe i klipperne. Ingen højdeskræk, tak. Der er kabler, så man kan undgå at falde ned. Skræmmende, men alligevel også betryggende. Nogle ældre amerikanere spurgte, om vi var tyskere. Aaargh, gider I lige? Der er rødt over det hele, og så har det alt sammen bibelske navne. Nå. Jeg kunne nu finde på federe navne. Vi så en bjergged. Det var stort. Der var også kolibri til aftensmaden. Ikke at spise, dog. Restauranten havde kolber med munding formet som en blomst, og sørme om ikke to kolibrier spiste, mens vi også fik mad. Det var større end bjerggeden.

Turen til Escalante, vores sovested, var noget pis. Vi er ca. 45 km fra byen, da GPS’en beder mig dreje fra hovedvejen. Det var også fint nok, bortset fra at det var ind på en grusvej. Hvad fanden? Det giver jo ingen mening? Hmm, ham lige bag os drejer også med. Måske er det rigtigt. Vi skal dog køre 21! Km på grus, og vi er presset med tiden. Fuck, ham bagved drejer af nu. ”Entering Dixies National Forest”. Nu må I da holde, vi skal ikke en skid ind i nogen skov. Vi har ingen lommelygte med (undskyld far, jeg har ikke fået købt én). Nå, der er ikke andet at gøre. Vi kører ind i skoven. Der er selvfølgelig diverse hårnålesving. Tavs fortæller, hvilken vej, jeg skal dreje. Jeg får endda grad-tal. Fornemt. Efter 21 km siger GPS’en igen, at vi skal dreje. Til venstre siger du? Jeg stopper bilen og glor lige ind i 117 træer. Jeg prøver for ”sjov” at slukke lygterne. Det er mørkt. Heldigvis er månen fremme. Jeg kommer til at tænke på, at det kunne være en dårlig amerikansk gyser. Vi har for øvrigt heller ikke forbindelse på vores telefoner. Det har vi stort set ikke haft i Arizona og Utah. Betryggende. GPS-kvinden laver det nu om til, at vi først om 10 km skal ramme en hovedvej. Jeg var nok blevet en smule utryg, hvis ikke hun havde haft ret. Indrømmet, jeg var ikke stolt af situationen i forvejen. Var vi punkteret, var vi fucked. Næsten samtidig som jeg kan se skiltet til hovedvejen, får Tavs forbindelse med sin telefon, og han ringer til motellet og fortæller om forsinkelsen. Vi ankommer 10.05PM. Vi har kørt over 30 km gennem en mørk, skummel skov. Motelejeren aner ikke, om der er en anden og bedre vej. Forbandede amerikanere.

Nå ja, og jeg slog lige Escalante op på Wikipedia. 818 indbyggere. På en anden side står der, at det er den største by i en omkreds på 70 miles. Jeg ved ikke, om det passer, men det må være tæt på. Her er intet.

I må hygge jer.

Peter, Escalante, 12/8-2008

Vegas

Las Vegas. I august er byen normalt stegende hed og tør. Men hvad fanden er nu det? Da vi er 20 km derfra, regner det temmelig meget. Nå. Så kunne vi bare være blevet hjemme i Danmark. Min mening om Vegas er nok lidt skæv, primært fordi vi ikke har benyttet os af de mange tilbud, som byen byder på. Ingen af os havde den store lyst til at tage på store clubs sammen med stive mennesker, som vi ikke kender. Mærkeligt? Måske, men sådan er det. Sindige jyder. Vi tog heller ikke til nogle shows – én af årsagerne er, at man skal være pænt klædt på. Sådan noget tøj har vi ikke med. Godt det samme. Vi har derimod set en del til pokerrummet på Bellagio. I går gik vi fra hotelværelset kl. 19 og returnerede kl. 6.30. Hmm, det var ikke meningen. Vi havde spist morgen/middags/aftensmad kl. 15, og hvis ikke jeg omkring kl. 02 havde fået noget mad af min sidekammerat, var jeg nok gået kold. Man kan bestille room-service til bordet. Smart. Det er første gang, jeg har spillet ”live” poker – det vil sige poker på et casino. Det er en blandet fornøjelse. Man bliver passet op med vand, drinks etc., men samtidig skal man også høre på de andre spilleres livshistorier. Jeg har absolut intet imod at småsnakke med folk, men jeg gider ikke høre på den samme gut i 5 timer i træk. Der er altid én, der snakker med (til) alle om alt. Konstant. Det er typisk en mand midt i 30erne, der tjener til dagen og vejen ved at spille med turister i pokerrummet. Ja ja, ham om det. Næste gang tager jeg noget musik med. Udover det, er det typisk unge professionelle spillere eller mænd i 40-50-års alderen, der er på konference og lige skal have noget action ved bordet. De ses ofte med vandkæmmet hår og et Rolex guldur.

Vi blev ikke afkrævet ID for at spille poker, men derimod for at købe en cola(!), mens vi sad med det laveste videopoker, man kan spille. Argumentet var at security ikke kunne se, om vi havde sprut i. Fair nok. En anden bar krævede også ID. Vi er unge endnu.

Byen er desværre fyldt med mennesker, der ikke har det nemt, og det gør det en smule skummelt at vade hjem fra casinoet kl. røv. Gå? Boede I ikke på Bellagio? Nej, vi sparede lidt penge og boede på Mirage. Udmærket sted, 4-stjernet hotel. Det koster dog det hvide ud af øjnene at benytte sig af deres services. 2$ for at få vasket ét par boxershorts? Nej tak! De havde noget fine badekåber. Jeg benyttede mig dog ikke af muligheden. Mirage har delfiner, tigre, løver og en sort panter. Og 2 svaner. Det interesserer mig dog ikke så meget. Så store dyr i fangenskab er noget lort. Vi så dem dog alligevel – primært fordi flere af dyrene mangler deres pigmentering og derfor er hvide. Ikke albinoer – bare hvide.

Anyway. Vegas er ovre for denne gang, og det gør mig ikke noget. Det var sjovt at prøve, mens man er ”gammel nok” (jeg har tidligere været her 10-12 dage, mens jeg kun var 20, red.). Men 4 dage er nok. Nu står menuen på nationalparker i Arizona og Utah. Grand Canyon, Zion, Bryce Canyon, Arches og Monument Valley. Den sidste er godt nok ikke en nationalpark. Den er privatejet. Af indianerne. Lidt har de fået lov at beholde. Jeg glæder mig til det. Vandring i den uspolerede natur. Yes! Her slipper jeg også for, at hver anden person, der siger hej til mig efter kl 04, er prostitueret. Ikke at der er noget galt i at være det.

Ha’ det godt til vi ses!

Peter

8/8-08

Yosemite-Sequoia

How are you doing, guys?

Tavs og jeg havde lidt tid fra hinanden i går. Vi nåede toppen af Vernal Falls. Tavs ville gerne være i solen og slappe af. Det havde jeg ikke lyst til. Derfor gik jeg op mod Nevada Falls ”bare for at kigge”. Det ene hjørne tog det næste, og 5 kvarter og et enkelt fald på røven senere stod jeg på toppen. Pis. Det var længere end planlagt, så jeg må hellere skynde mig ned. Jeg gik dog hurtigt opad og blev heller ikke overhalet. Jeg nåede også at få et par amerikanere til at tage et foto af mig som bevis for min præstation. Det blev desværre lidt mørkt. Jeg gik ned på en halv time. Det var hårdt. Solen bagte på mig 90 pct. af tiden. Det var fedt. Hvis ikke højdeskrækken af og til kom krybende, ville jeg meget gerne prøve Half Dome. Det må blive en anden gang. På gensyn, Yosemite. Jeg kommer helt sikkert igen.

I dag har jeg hilst på en tidligere amerikansk præsident. Stedet var Sequoia & Kings Canyon National Park. Han kiggede mig i øjnene, og jeg gav ham elevatorblikket. Jeg gik et par gange rundt om ham. Jeg tog også billeder. Han var pænest forfra, når solen ramte ham i siden. Jeg måtte ikke røre ved ham. Det måtte de andre heller ikke. Skuffende. Olysses S. Grant er navnet. Jeg slog ham op på Wikipedia, og han skal efter sigende være født i 1822. I parken står der, at han skulle være næsten 2000 år gammel. Billedet ligner heller ikke. Nå, så er General Grant træet altså ikke Olysses, der lever videre som et træ. Øv. De skal ikke fylde mig med løgn. Anyway, jeg løb forbi verdens tredjestørste organisme i dag. Imponerende. Umuligt at få ordentligt ned på et foto. Der var også andre store sequoiaer. Jeg følte mig sgu en anelse lille.

Er i Visalia, Californien. Den nærmeste større by, når man skal besøge føromtalte park. I går var vi i Fresno – USA's ”least liveable city 1983” eller noget i den stil. Lonely Planet er i hvert fald ikke så glad for den. Det er jeg sådan set heller ikke. Vi boede på Days Inn lige ved motorvejene. Vi havde aldrig fundet den uden GPS. Amerikanerne elsker jo at bygge motorvejsindfletninger. Specielt dem der ser uoverskuelige ud i deres film. Og de ER uoverskuelige. Vi havde læst, at vores Days Inn lå i et ”suspekt” neighborhood, men hva fa’en, der sker jo aldrig noget. Eller? Lige da vi ankommer, er politiet ved at sætte håndjern på en gut ved butikken ved siden af. Nå okay, men vores værelse ligger sikkert lige ved siden af lobbyen, hvor der er godt med lys. Think again. Vi skal selvfølgelig helt om bagved, hvor de er nærige med belysningen. Pis. Vi var meget hurtige med bagagen. Vi gik ikke ud den aften.

Vi har set flere dyr i dag, blandt andet egern. Eksotisk. Mange kan stadig ikke lade være med at fodre dem, så de tigger mad. Irriterende. Vi har også set en flagermus. Guiden mente, at det var en ”little brown bat”, men jeg tror ærlig talt ikke, at han vidste det. Han var ellers en flink fyr. Ikke en påtaget ”jeg er altid i godt humør”-guide-ting, men stille og rolig. Vi var kun 7 på turen. De 5 andre var israelere nu. Faderen oversatte til sine børn, så nu kan jeg tale israelsk. Hedder det det. Det er også lige meget. Vi så den i ”Boyden Caverns”. Udmærket lille grotte uden at være fantastisk. Pladsen var okay, så ingen klaustrofobiske tendenser. Sjov historie. Jeg havde aftenen før skræmt Peter ved at tale om sorte enker. Det var ikke med vilje. Jeg anede ikke, at han var bange for edderkopper. Fast forward – han spørger guiden om edderkopper i USA, og guiden nævner en Wolf Spider. Udmærket størrelse. Vi kører fra grotten, og 10 minutter senere bremser jeg hårdt, griber kameraet og løber væk fra bilen. Peter følger spørgende efter. Jeg havde set en edderkop fra bilen! Det er ikke sådan noget, man oplever i DK. Jeg tror, det var en Wolf Spider. Jeg uploader billeder på fæjsbook i morgen, og så kan eventuelle eksperter kommentere. Guiden havde sagt, at den ikke var farlig, så jeg spillede lidt smart. Dog på afstand. Den skulle nødig lave attack mod mit solskoldede ansigt. Jeg er faktisk ikke skoldet længere, min hud er bare faldet af. Dog kun i panden. Jeg tror det er sundt at skifte ham af og til. Det gør slangerne jo også. Men episoden med edderkoppen var sgu sjov. Af en eller anden grund fik det mig mere op at køre end at se bjørnen. Måske fordi vi lige havde talt om det. De er åbenbart almindelige i området, og vi så da også én mere lidt senere. Vi turde dog ikke stoppe, for der stod to suspekte hunde og kiggede på os. Seriøst.

Turen til Visalia var… anderledes. Det var stort set hårnålesving hele vejen med 10-40 km/t. Jeg synes, det var sjovt. Peter talte om, at han var ved at blive køresyg. Jeg kender det godt. Som passager føles det vanvittigt, om så man kun kører 5km/t i svingene. Vi nåede hjem lige før det blev mørkt. Motellet er godt. Poolen er stor. Vi har dog ikke strandformen. Satans McDonalds.

Der er 27 grader i Visalia lige nu, Klokken er snart 23. Sygt nok. I morgen bliver det 37 grader varmt og tirsdag 36. Tirsdag tager vi videre til Vegas. Vi skal bo på Mirage. Det kunne være bedre, men også være værre. Det er desværre overskyet i Vegas, men mon ikke vi får tiden til at gå?

Later.

Peter
3/8-2008

Rettelse

Haterkommentarerne i sidste post var rettet mod personerne på stierne i selve dalens midte, ikke personerne på turene der har sit udgangspunkt i dalen. Mit had bærer desuden præg af, at jeg i denne omgang kun har været i dalen efter en lang dag i bjergene. Måske er jeg biased idiot.

Yosemite

En ikke-interessant update. Ingen sjove twists. Kun facts, haterkommentarer og så et stort højdepunkt. Jeg er for træt til at formulere det spændende. Tough!

Klokken er 21. Jeg ligger på min seng og ser amerikanske skodshows. DET kan de finde ud af at producere. Jeg er træt – meget træt. Før denne tur kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er gået i seng før kl. 00, men jeg kan sgu ikke holde mig vågen. Op kl. 8 og i seng kl. 22-23, det er fint nok.

Hvorfor jeg er træt? Fordi vi har vadet Californien tynd de sidste par dage. Mere præcist har vi hiket i Yosemite. De fleste turister ser kun Yosemite Valley, hvilket heller ikke er et dumt udgangspunkt, men Yosemite er langt mere end denne dal. De første to dage har vi hiket både nord og syd for den. Det har været en fornøjelse. Jeg forklarer hurtigt forskellene på at hike omkring Yosemite Valley og så komme længere væk.

I Yosemite Valley er der alt, hvad en turist skal bruge. Mad, apotek, supermarked etc. etc. Derfor kører alle turistbusserne hertil, med alt hvad det hører med sig. Fede amerikanske unger, der vil se Yosemite, men de gider fandme ikke bevæge sig for at komme til det. Overalt er der larmende unger, højtråbende forældre og andre lallende idioter, der ikke kan lade være med at fodre et stakkels lille egern. Alle stierne er proppede med fede amerikanere, der puster bare ved tanken om at gå. De kommer der ikke, fordi de kan lide naturen. De kommer der, så de kan fortælle om, at de har ”oplevet” Yosemite. Gu har de ej. De har siddet ned hele vejen med undtagelse af de 400 meter, som de gik hen til det mest tilgængelige vandfald. Anyway, udsigterne er flotte, og så må man bide smerten i sig – eller køre længere væk, som vi har gjort det meste af tiden. Denne beskrivelse skal selvfølgelig ikke ses som en hater-kommentar til mennesker, der af helbredsmæssige årsager ikke kan bevæge sig og dermed er tvunget til at køre rundt til de forskellige udsigter. Den er rettet mod de personer, der ikke kan opføre sig ordentligt, sådan generelt. Færdig med dem.

Kører man op mod Tioga-passet, er der fantastisk natur. Højtliggende enge, afsidesliggende søer og forskellige ”domes”, hvis toppe ser så indbydende ud. Der er ikke så mange besøgende, og hver gang man møder en person på stierne, bliver der høfligt sagt goddag. Specielt amerikanerne er gode til det. De samme amerikanere som jeg hatede på lige før. Okay, måske ikke helt de samme, men alligevel. De er gode på 2-mands hånd, men eftersom de er ganske højtlydte, er de et mareridt i flok. Glacier Point giver også flotte udsigter til fx Half Dome. Dette er desværre også overrendt, men gider man gå et par kilomenter, kan man få afsiddesliggende udsigter, hvor der kun er et par håndfulde turister på et stort område. Yes! Man kan sidde i ro og fred og nyde udsigterne. Kun vinden giver lyd fra sig. Heaven on Earth.

Jeg har udskudt dagens højdepunkt! VI SÅ EN BJØRN! YEEES! Det var dog kun et kort øjeblik, og den var væk, før kameraet blev fundet frem. Vi sad i bilen på vej ned af et bjerg, da den traskede rundt. Den forsvandt ind i skoven igen. Den var rød-brun. Bjørnene i Yosemite er ellers ”Black Bears” af navn, men de fleste er brunlige. Den gode nyhed var jo så, at vi så en bjørn. Den dårlige er, at vi nok ikke skal forvente at se én igen. De er så satans svære at finde. Æv. Men det ta’r ikke glæden væk. Det var fedt!

Konklusion: Hvis du besøger Yosemite, skal du medtage de andre turister i dine overvejelser. Vælger du de ”forkerte” steder, er der MANGE, og de larmer og lugter. Besøger du de ”rigtige” steder, får du himmelsk natur i fred og ro. Er det ikke det, man helst vil? Alternativt skal man besøge parken i foråret (som jeg gjorde sidst), eller efteråret. Tioga pass og Glacier Point er ikke åbne, men dalen er langt mindre besøgt, og vandmasserne er på sit højeste. Tag til Yosemite. It’s a real beauty.

Jeg gider ikke skrive mere. Jeg er stadig træt, og jeg mangler at finde et sted at sove i Sequoia/Kings Canyon National Park i morgen nat.

Hej hej!

Peter.

1/8-2008

San Francisco - Yosemite

“I’m sorry but since you’re both underage we can’t help you” var beskeden, da vi anmod Hertz om at få Peter på som ekstra kører. Underage? Vi har haft stemmeret i 5 år og har kunnet købe alkohol i det forjættede land de sidste to, men vi må ikke være to kørere under 25 år. Det var ellers ikke det, jeg blev oplyst om, da jeg bestilte bilen. Jeg er åbenbart ansvarlig nok, men Peter, der er ældre end mig, er åbenbart ikke, når han ikke er sammen med en 25-årig. Lortesystem. Røv og nøgler. Nu skal jeg selv køre de ~3500 km på hele turen. Oh well, det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi fik en Mazda 3. Okay. Det er ikke en Mustang og ikke en Escalade, men den er en smule bedre end mig egen Skoda. Efter et par ture rundt i parkeringskælderen, hvor der flere gange blev bremset meget hårdt op, var det ud i downtown San Francisco. Bremserne blev hamret i, fordi jeg ikke kunne overbevise min venstre fod om, at den er fuldstændig overflødig i en bil med automatgear. Jeg må ha’ lignet én, der tog kørekort igen. De amerikanske highways er store. 5 spor i hver retning, og man må overhale til højre og venstre. Det fungerer godt. GPS’en virkede upåklageligt, og vi nåede frem til motellet uden for Yosemite uden problemer. Pool og jacuzzi. Ha! Skidt være med den smukke natur. Tavs og jeg tog en svømmetur, da vi ankom.

”Buck Meadows General Store”. Det lyder jo som en fin butik, der har alt det, man skal bruge. Okay, vi prøver den. “Excuse me, do you have any bowls? Plastic knifes? Spoons? No?” Hvordan får I så solgt jeres morgenmadsprodukter og jeres brød? Det sidste spurgte vi ikke om. Indehaverne, et ægtepar i starten af 70’erne var meget optagede af deres mad – takeout ”from the restaurant downtown”. De forbarmede sig over os, da vi efter 10 minutter ikke havde forladt den 15 kvadratmeter lille butik i vores febrilske søgen efter nogenlunde sund morgenmad til dagen efter. De hentede plastikknive og skeer i privaten. God service! Sjovt nok at kaldet de for downtown. Det vil svare til, at jeg står ved købmanden i Snedsted og kalder kroen for downtown. Vi købte desuden en 6-pack Coors. Kun Tavs har drukket én af dem. Jeg er jo chauffør. De var en måned over sidste salgsdato. Nå ja, og vi fik løst morgenmadsproblemet. Vi bruger glas til at spise det i. Jeg valgte derfor et eller andet pisprodukt, som jeg har set i Two and a half men. Det har en masse farver. Jeg tror ikke, det er økologisk. Vi har også købt Oreos. De sidder i tænderne. Jeg skyller det ned med en cola, mens jeg skriver nu. Jeg er så sund. Efter ferien er det slut med junk og cola. Det vil jeg gerne citeres for. Hmm, selvfølgelig vil jeg det, ellers var det dumt at skrive det selv. Colaen er kold, for der er nemlig både fryser og køleskab på motellet. Frås. Det er de to queen-size senge også. Alternativet er en hytte i Yosemite Valley uden strøm. Ingen strøm? Det må forklares. Jeg har beskrevet branden omkring Yosemite tidligere. Den har forårsaget, at hytterne i Yosemite Valley (hvor de fleste turister bor), ikke har strøm. Fedt, så kom der alligevel noget ud af at være sent ude med reservationerne. Peter kan ikke undvære strøm. Det kan jeg heller ikke. Branden ødelægger udsigterne. På den anden side, så er det sgu unikt. Alle kan se El Capitan. En mindre del kan se El Capitan indhyllet i røg. Det er dog stadig trist. Røgen ligger som en tung sky lidt væk fra os. Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan se et rødt skær over trætoppene, men det er nok bare fantasi.

Vi mødte en dansk familie i receptionen, da vi checkede ud i San Francisco. Tavs og jeg mumlede noget til hinanden, da vi satte os i sofaen for at vente på, at det blev vores tur. De andre snakkede sammen. Hov, det var sgu dansk det der. De gav os deres årskort til nationalparkerne. Super. En eventuel parkranger skal dog være idiot, hvis han ikke gennemskuer, at det er snyd, så vi køber selv ét. En flink gestus alligevel. Vi er altid flinke overfor hinanden i udlandet, mens vi ikke havde hilst på hinanden hjemme i Denmark. Kedeligt.

Jeg drikker deres cola, ser deres film og fantaserer om deres biler. Alligevel bliver jeg, før jeg åbner munden, spurgt om, hvor jeg er fra. Knickers og strithår er ikke på mode i USA, forstås. Alle kender åbenbart dansken, i modsætning til mit tidligere indlæg. Enten kender servitricerne nogen fra Danmark, eller også har de købt et smykke derfra. Som om. I morgen er jeg Uzbeker. Har du så en onkel, der har boet der i 10 år? Det tæller ikke, hvis du har kørt med en taxachauffør fra landet. Selvfølgelig har de det. Rolig, I skal nok få jeres tips. Så læg da for pokker bare 15-20 pct. ekstra på regningen, så jeg slipper for at regne procentregning. Jeg er på ferie! Jeg bruger ordet pokker, fordi jeg er i USA og er politisk korrekt. Jeg mente rent faktisk satan. Eller helvede. Begge kan bruges, men ikke pokker.

Samme eder kan bruges om vores biografbesøg i San Francisco. Yes, jeg hopper frem og tilbage i tiden. Meget irriterende, men eftersom jeg sidder og drikker cola, huskede jeg på historien. ”The Dark Knight”. De første 2 timer var rigtig fede. God action og en velplaceret joke af og til. Lige min stil. De næste 20 minutter var jeg en anelse urolig, fordi jeg skulle på toilettet. De sidste 15 minutter var et regulært mareridt. Jeg skulle ikke længere på toilettet - jeg skulle pisse! Men jeg kan jo ikke forlade biografen midt i, hvad der, ifølge IMDB, er verdens bedste film. Jeg blev siddende. I kender det godt. Man sidder og venter på, at de sidste i rækken forlader biografen, så man kan løbe ud på toilettet uden at skulle forbi de sidste langsomme mennesker. Men flyttede de sig? Gu gjorde de ej. Jeg kom forbi, og de sidste 25 meter var med hænderne strategisk placeret. Nobelt? Nej. Nødvendigt? Absolut. I det øjeblik, jeg fik knappet op, var jeg helt seriøst i tvivl om, hvorvidt jeg havde nået det, men mine tanker tilbage til ”Shitbreak”-scenen i American Pie 1 viste sig at være ubegrundede. Jeg nåede det. Jeg havde ikke pisset i bukserne, og der stod ikke en hel hær af collegestudents og pegede fingre af mig. I win!

I got nothing more to say. Mine indlæg bliver for lange, men jeg har fundet ud af, at det er sjovt at skrive. Jeg har sikkert glemt noget, men det må komme på senere. En sidenote. Peter ligger og ser South Park med hovedtelefonener. Han griner højt og ofte. I do not approve.

Peter.

30/7-2008 kl 22:17

Rettelse

Yes! Jeg er glad for, at jeg tog fejl, da jeg læste avisen i går. Der er brand på hwy 140, men vi skal bo på hwy 120. Vi kan altså nemt komme ind i parken, men udsigten bliver ringere end normalt. Det går nok. Klokken er 9. Vi skal have morgenmad nu.

Hej hej.

Ankommet! Af en eller anden grund, nåede vi det i Chicago. Vi kom dog af sted 1½time senere end planen, fordi flyets bremser skulle repareres. Betryggende. Flyet var overbooket, og andre var aflyst, så der var adskillige meget utilfredse amerikanere, hvilket var ret larmende og belastende. Det var også noget rod med at få os et boarding pass, men frem kom vi. Jeg havde desværre en nær-død oplevelse på turen. Troede jeg. Under landingen i mørke i San Francisco sad jeg og kiggede ud af vinduet, da der pludselig kom ”røg” fra en motor i venstre side. Meget røg. Jeg mente desuden, at vi var ret tæt på vandet, OG jeg følte, at piloten prøvede at annullere landingen. Oh well. ”Røgen” var selvfølgelig den tåge, der næsten altid ligger over byen. Det vidste jeg godt, men min hjerne fungerede ikke helt optimalt efter 25 timers rejse. Vandoverfladen var skylaget, og pilotens annullerede landing var mere et forsøg på at bremse end på at øge hastigheden. Kedelig oplevelse, men jeg fik bevist, at min form er som en 18-årigs. Min max puls er ganske anstændig.

Vi kom til hotellet omkring 01 lokal tid. Taxakørslen var også en oplevelse. Han strøg ud at taxaen for at åbne dørene for os. Han ringede flere gange rundt til taxagutterne for at fortælle, at der var et forsinket fly i lufthavnen. Meget loyal og venlig fyr, som desuden kan lide fart. Han nåede ikke helt op på siden af Eminem med ”I’m doing 90 on the freeway”, men det var close. Han mindede også ualmindelig meget om Dwight Yorke. Er der nogen, der har set ham? Han burde spille i Sunderland, men jeg ved snart ikke. Hotellet er for øvrigt fint. Det ligger tæt på spisesteder og seværdigheder, og vi har et lille bord, hvor vi kan sidde med hver sin laptop. Udmærket valg. Vi har begge en smule jetlag. I seng kl 02 efter at have været oppe 28 timer betyder ikke, at man skal vågne kl. 06 uden umiddelbart at kunne falde i søvn igen.

Alcatraz var en mega skuffelse. Sidste gang, jeg var der, var den en god oplevelse, men ikke denne gang. Det skyldes måske, at det skulle bookes 5 dage i forvejen, så vi nåede ikke derud. Det var jeg ikke klar over. Pis. Vi cyklede i stedet omkring 30 km over Golden Gate og forbi byerne Sausalito og Tiburon. Fra sidstnævnte tog vi en færge tilbage til San Francisco. Vi købte 2 øl, begge Becks. Jeg blev ikke ’cardet’. Skuffende. Jeg blev desuden stukket på ryggen undervejs på cykelturen, og så mig nødsaget til at få trøjerne af. Både gerningsmand og dennes våben eftersøges. På grund af den globale opvarmning gør sådanne stik dog ikke så ondt længere. Det gjorde i hvert fald meget mere ondt i slutningen af 80’erne, da jeg første gang blev stukket.

Dette afsnit meget frustrerende at skrive. Ét af hovedpunkterne på turen, gensynet med Yosemite National Park, kan blive forkortet, og i værste fald aflyst. En stor brand 12 miles fra parken har forårsaget, at den største trafikåre til parken er blevet lukket. For det første skulle vi køre ad den ind i parken, men vi skulle også bo der de første to dage. AAAAAARGH!

“Forgive me my sins and help me guard against pride and despair” har Obama angiveligt skrevet i sin bøn ved grædemuren. Jeg har også syndet. Jeg var på McDonald’s i dag. Det er sgu det eneste sted, hvor jeg har dårlig samvittighed INDEN, jeg er færdig med måltidet. Og så gør jeg det på dag 1. Jeg har sikkert forbrændt det på cykelturen. Som om.

Morgendagens program. Da der snart er OL i Beijing, har vi tænkt os at tage til Kina. Det er dog lidt åndssvagt, når vi allerede har betalt for diverse ting her. Hvad gør den man så? Man finder ud af, at den største Chinatown uden for Asien ligger netop i San Francisco. Super. Derudover skal vi køre med Cable cars. Det er sjovt!

Have a good one.

Mvh Peter.

Dagen før afrejse (lang)

Hej hej!

Jeg har oprettet bloggen med to formål (finder måske på flere senere). For det første vil jeg gerne kunne huske rejsen fremover, og for det andet kan familie og venner læse om den, hvis de får tid og lyst. Dette første indlæg skrives dagen før Peter Tavs og jeg flyver fra Kastrup til San Francisco med en mellemlanding i Chicago. Jeg er stort set færdig med at pakke. Jeg har ikke meget med, mindre end sidst jeg var herovre i hvert fald. Det giver god mulighed for at smugle en masse med hjem. Måske burgere og sodavand. Det er jo så billigt.

Det bliver, mildt sagt, en udfordring at nå flyet i Chicago, da vi kun har knap 2½ time i lufthavnen. O’ Hare-lufthavnen er kendt for sine forsinkelser, og vi skal selvfølgelig benytte de to terminaler, der er længst fra hinanden. Man kan kalde det dårlig planlægning, eller også er det blot begyndelsen til en ny og forbedret livsstil, eftersom vi nok kommer til at løbe en smule. Nok om det. Jeg hader at flyve, så der er ingen grund til at spilde mere tid på dét.

Vi indleder med 2 hele dage i San Francisco. Vi har valgt at indlogere os i nærheden af Fisherman’s Warf. Vi kunne have fundet en anden beliggenhed, men pga. den korte tid i byen, har vi (jeg) bestemt at betale lidt ekstra for at bo tæt på de seværdigheder, som vi skal opleve. Sidst jeg var her (06), boede vi nogle km derfra, og det bliver ikke ved med at være sjovt at gå op og ned i det bakkede terræn. Vi har først bestilt bilen på 3. dagen, da vi ikke får brug for den før. På vejen ud af byen har jeg tænkt mig at lege Steve Mcqueen, når nu jeg alligevel er der. Det kunne dog ikke blive en Mustang denne gang, men en Ford Focus kan også gøre det. Vi kan ikke få oplyst bilmærket endnu, men den minder helt sikkert mest om sidstnævnte. Det er også perfekt. Vi skal jo være politisk korrekte, ligesom Arnold S. Hvad ville han ikke tænke, hvis han så os i et benzinslugende monster? Det ville jo også være for åndssvagt med de uhyrlige benzinpriser, de har derovre. Amerikanerne kan godt lide at brokke sig over dem. De glemmer bare, at vi i Danmark betaler omkring dobbelt så meget. Det kan selvfølgelig være lige meget, når de fleste sikkert ikke er klar over, hvad Danmark er. Are you danish? A pastry? You’re crazy. Okay, efter de senere års krige rundt om i verden, ved de nok godt, hvad en dansker er. Det betyder dog ikke, at jeg tager min landsholdstrøje på. Jeg tør ikke. Sidst jeg havde en landsholdstrøje på i udlandet var med Skyum i Paris under VM 2002. DK havde lige spillet uafgjort mod Senegal, 0-0. Jeg var lidt lettere, end jeg er nu. Han var meget stor, og han løftede mig op. Jeg var bange i et par sekunder, hvorefter jeg var okay. Det var en god oplevelse. Men trøjen bliver stadig hjemme, desværre.

Nå, men bloggen skal ikke handle om, hvad jeg oplevede for 6 år siden. Tankerne kommer til at flagre, primært fordi jeg ikke orker bevæge mig 100 meter hen til kiosken for at købe en liter mælk, så jeg kan få morgenmad i morgen. Jeg skal også have smurt en madpakke. Det bliver en nem én.

Jeg kan hurtigt redegøre for, hvad der kommer til at stå i de næste indlæg. Så slipper en læser for at kigge herind, hvis han/hun ikke interesserer sig en disse for det. Efter SF kører vi til Yosemite og ”hiker” 3-4 dage. Derefter kører vi til Vegas. Jeg har ikke besluttet mig for, om der kommer et indlæg herom. Måske i censureret form? Herfra fortsætter vi til diverse nationalparker, deriblandt smukke steder som Grand Canyon, Zion NP og Bryce Canyon. Dernæst stopper vi en enkelt nat i Salt Lake City, fordi det ligger på vejen til Yellowstone NP. Salt Lake City er kedelig. Man skal være medlem af en bar for at købe sprut. Plat. Derudover vil tiggerne ikke have penge, de vil derimod tale om gud. Nej tak, gå du hellere hjem til dine 2-4 koner. Efter Yellowstone kører vi til området omkring Seattle, måske op til Vancouver, BC, hvis tiden er til det. Jeg tror det desværre ikke, det må blive en anden gang. Intet er fast planlagt efter Yosemite (planlagt = bestilt og betalt), så der kan komme spændende overraskelser undervejs.

Dette bliver ganske sikkert det længste blogindlæg, men det gør nu heller ikke noget. Jeg har tiden til det, og hvis I har læst så langt som hertil, har I også godt med tid. Jeg vil også blive glad, hvis en enkelt eller to, der ikke havde tid til at læse, alligevel har gjort det. Tak skal du/I have. Jeg er bevæbnet med en Acer-laptop og et Nikon D40 (18-55mm), så jeg kan sagtens opdatere ovre fra det store land. Jeg vil overveje at købe en linse med 55-200mm zoom-område, men den skal jeg selvfølgelig betale diverse afgifter for at få med hjem. Lort. Jeg må nøjes med burgeren.

Nyd sommeren!

Mvh,

Peter Thiesen

26/7-2008